Det kan være en dyr fornøjelse at tage på skiferie, og for mange bliver en uge i sneen nedprioriteret til fordel for 14 dage under sydens sol. Heldigvis behøver du ikke at vælge, for med en smule planlægning, er der mange penge at spare på din skiferie. Læs med her og få vores syv tips til, hvordan du planlægger en billig skiferie.
- Book tidligt eller i sidste øjeblik
Hvis du gerne vil billigt på skiferie, kan du med fordel enten booke din skirejse tidligt eller i sidste øjeblik. Mange skirejsebureauer har ”book-tidligt”-rabatter, da de gerne vil have solgt deres skirejser så tidligt som muligt. Hvis du benytter dig af disse rabatter, som typisk gælder til den 15. august eller den 1. september for den kommende sæson, kan der være mange penge at spare.
Fra september til sæsonstart i begyndelsen af december er det sjældent muligt at opnå gode rabatter på skiferen. Til gengæld begynder tilbuddene igen at dukke op, når skisæsonen er begyndt. Hvis du ikke går så meget op i hverken destination eller indkvartering, men bare vil stå på ski, er dette en billig måde at komme på skiferie.
- Kør selv på skiferie
Selvom det umiddelbart lyder nemmest at få et skirejseselskab til at planlægge alt for dig, kan der være mange penge at spare ved at køre selv. Hvis I er flere, der skal af sted sammen, kan I deles om benzinudgifterne og skiftes til at køre bilen. Til Alperne fra Danmark tager turen 10-15 timer, mens det kan gøres på kortere tid at køre til for eksempel Norge eller Sverige.
Vælger du at køre på skiferie selv, er der stadig hjælp at hente til resten af planlægningen. Rejs eksempelvis på skiferie med Team Benns Ski, hvor du selv har mulighed for at kombinere en destination med den rejseform, du foretrækker. Med Team Benns Ski kan du vælge selv at køre til en af deres 12 forskellige destinationer i henholdsvis Østrig, Italien, Norge og Sverige. Du kan derfor nemt sammensætte en billig skiferie med hjælp fra det erfarne team af skieksperter hos Team Benns Ski. Hvis du rejser med børn, kan du desuden benytte dig af deres specielle børnepriser, som sikrer dig store besparelser på børnenes skiferie.
- Tag til Østeuropa på ski
Når ordet skiferie bliver nævnt, tænker du sikkert på enten alperne, Norge eller Sverige. Dog er der mange penge at spare, hvis du i stedet vender blikket mod Østeuropa. Lande som Polen, Tjekkiet og Bulgarien har nemlig mange fine skisportssteder, og prisniveauet ligger langt under de klassiske destinationer. Ganske vist er skisportsstederne i Østeuropa mindre, men hvis du kan nøjes med lidt færre og mindre udfordrende pister, kan du til gengæld få en meget billig skiferie.
- Rejs uden for højsæsonen
Hvis det er muligt, så planlæg din skiferie i lavsæsonen. Hvis du ikke rejser i skolernes vinterferie, kan du nemlig hurtigt spare et par tusinde kroner. Januar er som regel en billig måned at tage på skiferie i, februar er betydeligt dyrere, mens marts og april igen er billige. Hen mod slutningen af sæsonen er der en del penge at spare, men her løber du også den risiko, at sneen er smeltet. Udover at du kan spare penge ved at rejse i lavsæsonen, kan du også få glæde af god plads på pisterne og korte liftkøer.
- Spar penge på beliggenheden
Der er mange penge at spare ved at vælge en lidt mindre centralt beliggende indkvartering. I stedet for at bo oppe på bjerget eller lige ved liften, kan du vælge at bo nede i dalen, eller måske lidt uden for byen. Uden for byerne er priserne på indkvartering markant lavere, så hvis du selv har bil med, kan det være en god løsning. Selvom du vælger at booke hotel, lejlighed eller pension et stykke væk fra liften, kører der, på næsten alle skidestinationer, gratis skibusser hvert 5-10 minut. Det er derfor intet problem at komme frem og tilbage.
- Skær et par dage af skiferien
Hvis du skærer et par dage af din skiferie, kan du undgå de dyre overnatninger i weekenden. Du kan for eksempel vælge at ankomme til skisportsstedet om søndagen og tage af sted igen senest fredag. Det er ikke altid en mulighed i højsæsonen, hvor mange værelser kun udlejes en hel uge ad gangen. Udenfor højsæsonen kan det til gengæld sagtens lade sig gøre, så hvis du kan nøjes med fire til fem gode dage på ski, er det en oplagt mulighed for at spare penge.
- Vælg den rette type skiferie
Gør det klart for dig selv og dine medrejsende, hvad I ønsker jeres skiferie skal indeholde. Har I brug for et stort skisportsområde med mange kilometer pister, eller er I tilfredse med et mindre område? Vil I ud at opleve nattelivet, eller vil I helst bare hygge jer hjemme i lejligheden? Hvis I alligevel ikke kommer til at benytte jer af de barer, diskoteker og fun parks et stort skisportssted rummer, er der mange penge at spare ved at vælge et mindre skisportssted. Der er tilmed god chance for, at I synes, det er hyggeligst.