Hvis I planlægger jeres sommerferie godt, kan det sagtens lade sig gøre at tage på flyrejse med en nyfødt baby under armen.

 

De fleste forældre kan nikke genkendende til, at en nyfødt baby er en skøn tilføjelse i familien, men også at en lille baby kræver opmærksomhed og planlægning.

 

Derfor kan det måske virke som et uoverskueligt projekt at tage på sommerferie med en lille nyfødt. Særligt, hvis det kræver en flyvetur. Men med den rigtige planlægning og de rigtige elementer medbragt i håndbagagen, er det slet ikke umuligt.

 

I første omgang kan det være en god idé at bestille en sen flyafgang, fordi det ofte vil passe med, at barnet skal sove. Det vil gøre det nemmere for dig og de andre medpassagerer at få en god flyrejse. Oveni købet kan man typisk bestille en babylift i flyet, som børn på under 9 måneder kan sove i på turen.

 

Det er også en god idé at være i lufthavnen i god tid. Både for at få adgang til en babyluft, men også så der er tid til uforudsete ting. Så undgår I stress, og stress vil ofte også gøre barnet stresset og pylret. Desuden er det altid en god idé at bestille vinduespladser, så du kan læne dig op ad noget, hvis du skal holde barnet.

 

De gode råd er udarbejdet af Samvirke, og i samme omgang anbefaler mediet en række vigtige ting til håndbagagen, som er uundværlige på flyveturen med en baby.

 

Eksempelvis er det vigtigt at huske modermælkserstatning, hvis dit barn får flaske. Desuden er skiftetøj vigtigt, hvis dit barn bliver skidt tilpas og kaster op under flyveturen.

 

Sidst men ikke mindst anbefales det også at medbringe en god babydyne, så dit barn kan holde varmen. Husk, at flyveture ofte kan være en kold fornøjelse på grund af aircondition.